Af Christian Hejbøl
Drømmen om at forsvinde. At blive væk. En dag gå ud af døren og aldrig vende tilbage. Drømmen om at blive en anden, bryde alle bånd; forlade kæreste, hjem og vaner. Forlade sig selv og blive en anden. Det er en drøm, som mange har haft.
Miss Osaka stiller spørgsmålet: Hvem ville du være, hvis du kunne være hvem som helst? Instruktør og manuskriptforfatter Daniel Dencik tager seeren med til det neonfyldte Osaka i Japan i forsøget på at udforske, om det er muligt at forlade det liv, man kender og starte på ny som en anden person.
Hovedpersonen Ines (Victoria Carmen Sonne) er taget til Norge med sin kæreste, der er på forretningsrejse. Her møder hun den canadiske-japanske kvinde Maria (Nagisa Morimoto), der på mange måder er Ines’ modsætning. Hun er selvsikker, flirtende og mystisk, og Ines bliver hurtigt betaget af Marias fortællinger om sit tøjlesløse liv i Osaka.
Ines får pludselig muligheden for at påtage sig Marias identitet og lægge sit gamle liv bag sig. Hun tager chancen og rejser til Japan, hvor hun får arbejde på natklubben ’Miss Osaka’ og får kaldenavnet April. Her skal hun opvarte de japanske mænd, synge karaoke og langsomt lærer hun at være en anden. et øjeblik er hun lykkelig; for hun har glemt, hvem hun er.
Miss Osaka er bygget op i modsætninger. Der arbejdes i en smuk og poetisk yin-yang mellem Norge og Osaka og Ines og Maria, som skaber en fascinerende dynamik; Norges barske og mennesketomme natur i kontrast til Osakas dampfyldte neon-virvar er tryllebindende for øjnene. Landskaberne fungerer som arenaer, der påvirker de mennesker, der befinder sig i dem. I Norge er der stilstand, mennesketomt. I Osaka kan du være alting og ingenting.
Den talentfulde Victoria Carmen Sonne leverer en interessant og indadvendt præstation som hovedkarakteren Ines. Især er samspillet mellem Carmen Sonne og Nagisa Morimoto utrolig medrivende. Scenerne mellem de to karakterer udspiller sig i begyndelsen af filmen, hvor Maria forsøger at lære Ines at få mere selvsikkerhed, og kunsten i at sno mænd rundt om sin lillefinger. Hun klæder Ines på, retter på hendes kropsholdning og forklarer, at man bare skal tale om alt dét, som mændene kan lide at tale om, f.eks. deres arbejde og hobbyer, og bekræfte dem i at deres liv er ekstremt interessant.
Desværre føles de andre karakterer i Miss Osaka en smule endimensionelle. Dette gælder både Ines danske kæreste, som kun tænker på sit arbejde, Ines veninde i Japan, der kun taler i sang-titler, og Ines mystiske kæreste i Japan, der kun tænker på cykelvæddeløb. Ja, nogle af karaktererne har nogle sjove finurligheder, men man kommer desværre aldrig rigtig under huden på dem.
Miss Osaka kan beskrives som en poetisk rejse, og ligesom Ines bliver man forelsket i drømmen om Osaka. Men efter en medrivende første halvdel begynder magien at falme en smule. Det er som om, at filmen mister retning og bare slutter.
Jeg må dog hylde filmen for sit mod. Det er fantastisk at se en dansk film, der tør at gå planken ud. At turde lave en norsk-dansk-japansk co-produktion er i sig selv beundringsværdigt, og noget som bør applauderes.
Miss Osaka er måske ikke en komplet film, men det er en æstetisk medrivende rejse, der forsøger at undersøge det oldgamle spørgsmål: Hvem ville du være, hvis du kunne være hvem som helst?
Kommentarer